Mange har igennem tiderne fortolket Sisyfos’ straf som meningsløst og håbløst arbejde uden ende, men dette er både en forenklet og forfejlet fortolkning.
Sisifosmetoden er grundlagt af filosoffen og psykoterapeuten, Panagiotis Charbis, født i 1950 i Grækenland.
Den er blevet praktiseret siden 1981 i først Grækenland og siden Danmark. I 2005 åbnede Panagiotis en skole, hvor han underviste i Sisifosmetoden sideløbende med at have klienter,- først på Christianshavn og fra 2014 og frem til i dag på Frederiksberggade 10 (Strøget), hvor Sisifos Center for Psykoterapi nu ligger.
Metoden har fået navnet Sisifos efter Panagiotis´ kaldenavn, Sisifos, i Grækenland samt efter Sisyfos myten. (Se forklaring på Sisyfos myten nedenfor.)
Sisifos-myten
Mange har igennem tiderne fortolket Sisyfos’ straf som meningsløst og håbløst arbejde uden ende, men dette er både en forenklet og forfejlet fortolkning.
Sisyfos (en helt og konge i græsk mytologi) fik sin straf af guderne efter først at blive velsignet med et lang og lykkeligt liv. En velsignelse, som han modtog for -på retfærdig vis- at trodse guderne, der skammeligt måtte acceptere Sisyfos´ sans for retfærdighed. For ikke at signalere at man kan slippe ustraffet fra at trodse guderne, fik Sisyfos efter sin død den straf, at han skulle trille en stor sten op af en bjergside, og når han endelig nåede toppen, trillede stenen ned igen, og Sisyfos måtte starte forfra.
Sisyfos blev netop for sin snuhed og retfærd beundret af guderne og fik derfor en ærværdig straf, der symboliserede livets gang. En straf så ærværdig at den algeriske filosof, Albert Camus, i sit filosofiske værk "Sisyfos-myten" slutter, at Sisyfos må være en lykkelig mand.
Fra tidernes morgen og indtil i dag har mennesket skullet arbejde. Det har været inden for landbrug, i hjemmet, udvikling, forskning, kunst etc. Arbejde, inden for hvilket man aldrig når til en ende, men det er absolut ikke meningsløst. Sisyfos-arbejdet beskriver netop denne proces, hvor der altid vil være opgaver, der skal løses.
Når arbejdet er fuldført, er der et øjebliks pause (alt imens stenen triller ned) til at nyde resultatet, og derefter er der en ny opgave at kaste sig over.
Myten fortæller langt mere end det og har til psykoterapien bidraget med et utal af terapeutiske redskaber. Her er nogle få eksempler fra symbolikken omkring selve straffen:
At tage livet eller arbejdet seriøst
Ikke at give op som en taber, men hver gang færdiggøre sin opgave som en vinder.
Gerne tage opgaver, der er udfordrende, men aldrig mere end man kan klare.
Kun påtage sig én opgave af gangen.
Ifølge Albert Camus er det i selve pausen, mens stenen triller ned af bjergsiden, at Sisyfos, stolt og triumferende over sin præstation, som en lykkelig mand vandrer ned af bjerget for endnu engang at påtage sig sin opgave. (=en ny livsudfordring.)
Disse retningslinjer kan overføres til alle opgaver i livet og er faktisk en helt fundamental tilgang til et godt liv.
