Spiseforstyrrelser
Som terapeut hjælper jeg 2 forskellige typer klienter, som er berørt af spiseforstyrrelser :
1. En voksen person, som igennem en kortere eller længere periode af sit liv har levet med en spiseforstyrrelse.
2. En forælder (eller begge forældre), som kommer pga. et mindre/halvstort barn, som de mener har en spiseforstyrrelse.
Hjælp til en voksen person med spiseforstyrrelse :
Måske kender du til følgende tanker/problematikker :
Ønsket om at være perfekt og fremstå som en, der har styr på tingene.
Trang til kontrol.
Lavt selvværd.
Helt inderst inde en dyb ensomhed.
Bange for at fejle.
Svært/forbudt at vise voldsomme følelser.
Ønsker ikke at andre skal se dine svagheder, fejl og mangler.
Jeg hjælper dig med at afdække, hvorfor din spiseforstyrrelse er opstået. Der ligger altid skjulte årsager bag en spiseforstyrrelse. Det er ikke din skyld/dit ansvar alene. Det er udefrakommende grunde, fastgroede mekanismer og uhensigtsmæssige roller (opstået i din opvækst) som gør, at du henfalder til din spiseforstyrrelse, når livet bliver svært og uoverskueligt.
Hver klients historie er personlig og unik, men i mit arbejde med klienter med spiseforstyrrelser ser jeg en rød tråd i forhold til roller og mekanismer.
Vi går ind og arbejder intenst med dette og forandrer mekanismerne for bestandigt, så du bliver et frit menneske fri fra spiseforstyrrelse.
Hjælp til forældre med et barn med spiseforstyrrelse :
At være forældre til et lille eller større barn, som demonstrerer igennem maden, er virkelig en udfordring. De fleste børn har perioder med kræsenhed og kan blive yderst selektive mht, hvad de kan lide og vil smage på. Sådanne perioder er helt normale, men som forældre kan man blive rådvild og fuld af afmagt. Særlig vanskeligt bliver det, hvis barnet udvikler en permanent og fastlåst problematisk spisemåde eller har en decideret spiseforstyrrelse, og det kan føles umuligt at se klart. Hvis du har et barn, der "afviger" mht. spisning, har du måske stillet dig selv nogle af følgende spørgsmål :
- Har mit barn en spiseforstyrrelse eller er han/hun bare kræsen?
- Er det mig/os som forældre, der har gjort noget helt forkert? (skyldfølelse)
- Er kræsenhed medfødt?
- Forsøger mit barn at få opmærksomhed ved at skabe sig i spisesituationer, nægte at spise, osv.?
- Er mit barn forkælet, siden han/hun ikke vil spise, smage, etc.?
- Jeg har fået at vide, at jeg ikke skal give det så meget opmærksomhed, om mit barn vil spise eller ej.
Men det er HELT umuligt, for det fylder ALT ved middagsbordet!!
- Hvor gør jeg af min bekymring? Hvad stiller jeg op?
Som terapeut hjælper jeg jer med at se på jeres mønstre og roller i jeres familie. I terapien arbejder vi med at afdække, om spiseproblemet skyldes helt andre dybereliggende problematikker for jeres barn, eller om jeres barn bare er kræsent. Måske skal der justeringer til omkring jeres måltid, som vil skabe struktur og minimere problemerne. Eller måske skal der sættes ind helt andre steder i jeres barns liv, hvor det slet ikke handler om mad.
I kan som forældre have brug for at få delt alle jeres frustrerede og bekymrede tanker med en terapeut, uden at jeres barn er til stede, så I kan vende hjem med skuldrene lidt sænkede, fordi vi sammen har kigget på, om jeres angst og bekymring er reel. Vi arbejder med, hvordan I kan styrke jeres barn og ændre på uhensigtsmæssige mønstre. HVIS jeres barn virkelig har en spiseforstyrrelse (eller er ved at udvikle en), vil vi arbejde intenst med at rette op på ubalancerne. Der er mange ting, I som forældre kan tage fat på ved at blive bevidstgjorte omkring jeres egentlige roller som henholdsvis far og mor.
Jo før man kan gribe ind over for en spiseforstyrrelse, des større er chancen for, at den ramte person kan frigøre sig fra fokuseringen på spiseforstyrrelsen og få hjælp til at begynde at arbejde med de bagvedliggende problemer.
En spiseforstyrrelse er en psykisk funderet sygdom. Personen har ofte perfektionistiske tanker og et skævt selvbillede. Som regel er alle personens tanker og følelser rettet mod hans/hendes forhold til mad, krop, legemsvægt og spisning. Kroppen bliver talerør for personens identitet, og ved at have fuld kontrol over sin krop føler personen også kontrol over sine følelser. I bund og grund døjer personen ofte med lav selvfølelse og manglende kontrol over store dele af sit liv.
En person med spiseforstyrrelse har udviklet en uhensigtsmæssig måde at håndtere sine følelser på og dermed tillagt sig uhensigtsmæssige handlemønstre i forhold til mad, krop, vægt og spisning.
Christine Enevold - tlf.: 22824584 - email: christineenevold@gmail.com
Som forælder kan man blive total rådvild og fuld af afmagt, hvis man har et barn, der ikke vil spise.